Præcision og Kaos…

af Mikkel Urup

Min rejse ind i kunstens verden har været en jagt på skiftevis præcision og kaos. På den ene side fokuserer mine blæktegninger på formens essens. Her drives jeg af et behov for at reducere alt til kernen og fjerne ethvert element, der ikke hører til. Det er en søgen efter renhed og perfektion, hvor hver linje bringer orden og forståelse og definerer en form. Udfordringen er at indfange de absolut nødvendige træk, den destillerede essens af en figur eller følelse, med de enkleste værktøjer— sort blæk på hvidt papir.

Når jeg går ind i farvernes rige på mine lærreder, ændres mine prioriteter radikalt. Farverne kalder på hinanden, interagerer og skaber noget levende, kaotisk, men med formål, som en hensynsløs jungle, hvor den stærkeste overlever. Mine malerier handler mindre om at nå en perfekt, statisk form og mere om at fange et øjebliks energi, en livspuls. Det er en dans med lærredet, hvor spontanitet og uforudsigelighed regerer. Her handler det om at omfavne vildskaben og tæmme den rå energi, som farverne bringer ind i værket, uden i processen at slukke gløden.

I begyndelsen var det tomme lærred skræmmende. Det var som at stirre ind i en afgrund af potentiale, hvor frygten for at lave fejl holdt mig tilbage. Med tiden indså jeg, at mine bedste værker kom fra øjeblikke med frygtløshed. Nu, når jeg nærmer mig et maleri, omfavner jeg det ukendte. Jeg starter med skitser, med former der fascinerer mig, og når jeg maler, træder jeg ind i en tilstand gearet mod at opnå en tilstand af kreativt flow med høj hastighed. Det er en interaktion—mellem mig og lærredet, mellem farverne og formerne. Maleriet begynder at tale, og jeg reagerer, ofte med hensynsløse strøg, der skiftevis støtter og udfordrer motivet.

Der er ofte et kritisk øjeblik i denne proces, et punkt uden mulighed for fortrydelse. Det er, når jeg træder tilbage, ser på det, jeg har skabt, og tager en afgørende risiko. Jeg introducerer et helt nyt element, en voldsom ny farve, et dristigt gennemgående strøg—noget der enten kan løfte maleriet til et andet niveau eller potentielt fuldstændigt ødelægge det. Det handler om at udfordre værket, at udfordre mig selv, for at skubbe mig ud over det komfortable og opnå et nyt udsigtspunkt. Nogle gange virker det ikke. Jeg har ødelagt mere end ét maleri på denne måde, men oftest er det det punkt i processen, der giver mig mest. Det er lige der, det store eventyr er.

I vekslen mellem kontrol og kaos, præcision og spontanitet, definerer jeg mit arbejde. I mine farvemalerier stræber jeg efter at indfange livets vilde, utæmmede ånd, mens mine blæktegninger handler om destillation, om at fange essensen i sin enkleste form. Sammen repræsenterer de dualiteten i min kreative tilgang. De to processer er ikke egentlige 100% modpoler, fordi de kan sameksistere og støtte hinanden i det samme værk, men i praksis er de modsatte energier, og det er meget givende at kunne veksle mellem disse fokusområder. I mine lærredsmalerier er det primært det fascinerende kaos, der driver mig, mens det i mine blæktegninger er orden, der hersker.

Inspiration er for mig en længere “samtale”. En dialog mellem mig og mediet (lærredet, metalpladerne, træet, malingen, blækket etc.), mellem formerne og farverne, mellem fortiden og nutiden. Mine værker er inspireret af kunstnere som Kandinsky og Miró, der udforskede de grundlæggende elementer af form og farve og byggede deres universer med disse fundamentale byggeklodser, og farvernes og fantasiens mestre såsom Monet, Van Gogh og Dali. Altså, min inspiration i min kunstneriske rejse er lidt “gammeldags” kan man sige, men alligevel fundamental, da de trin, disse kunstnere tog, var afgørende og essentielle, og det er disse ting, der fascinerer mig. For mig er det at være kunstner det samme som at være opdagelsesrejsende—man bliver ikke træt af junglen, orkaner, tordenvejr og stilheden efter. For mig begynder hvert værk med den første interaktion, det første strøg af blæk eller klat af maling. Derfra starter en rejse, en tur i rutchebanen.

Tidløs Kreativitet

I kernen af min kreative proces ligger en sindstilstand, der er svær at beskrive, men som er essentiel for min kunst. Det er en tilstand, hvor frygt er fraværende og erstattes af fuldstændig selvtillid og intuition. I disse øjeblikke føles tid irrelevant. Nogle af mine bedste værker er blevet til næsten øjeblikkeligt, mens andre har taget år at færdiggøre uden at opnå den samme gnist. Denne tilstand handler ikke om varighed, men om en samklang af inspiration, handling og flow. Det er som at gå på en line højt oppe, hvor hvert skridt er instinktivt, ubesværet og helt præcist. Denne følelse går ud over den fysiske handling med at male; det er her, hvor ægte skabelse finder sted—ud over tid, ud over tvivl, rent i øjeblikket.

Kunstnerisk skabelse opfattes ofte som en proces bundet af tid, hvor de timer, der bruges på et værk, direkte korrelerer med dets kvalitet. Alligevel er det min erfaring, at kreativitetens sande natur går ud over disse konventionelle tidsmål. En historie, der smukt illustrerer dette, stammer fra det gamle Kina, en fortælling, der blev overleveret til mig mundtligt af en belæst lærd mand som fortalte den da vi drøftede inspirationens væsen.

“Der var engang en kejser, som var sengeliggende på grund af alvorlig sygdom og savnede de daglige gåture, hvor han beundrede sin haves udsøgte skønhed. Blandt alle træerne i hans prægtige have var der ét særligt træ, der skilte sig ud. Dette træ var indbegrebet af naturlig skønhed, badet i det perfekte lys, dets form uovertruffen i ynde. Det var dette træ, kejseren længtes efter at se hver dag. I sit ønske om at bevare billedet af træet nær sig under sin sygdom, beordrede han sine tjenere til at finde den bedste kunstner i hele Kina, en der kunne indfange essensen af dette ene perfekte træ.

Efter en udmattende søgning fandt de en kunstner kendt for sine smukke værker. Kunstneren blev bragt til kejseren og fik til opgave at skabe en tegning, der indfangede kejserens elskede træs skønhed. Kunstneren brugte lang tid på blot at betragte træet, overveje dets form, hvordan lyset spillede på dets blade, og hvordan det syntes at udstråle en følelse af perfekt harmoni. Således gik der dage, uger, måneder.

Kejseren, der blev utålmodig, kaldte kunstneren til sig for at spørge, hvorfor tegningen endnu ikke var færdig. Kunstneren, dybt bevidst om træets unikke skønhed, forklarede ydmygt, at han havde brug for mere tid til virkelig at fange træets store skønhed. Frustreret, gav kejseren ham mere tid, idet han jo kun alt for godt kendte træets specielle skønhed.

Måneder gik, og stadig ingen tegning...

Til sidst, da kejserens tålmodighed var ved at løbe ud, tilkaldte han kunstneren igen og insisterede på, at NU ville han have sin tegning. Kunstneren fornemmede, at øjeblikket var kommet. Han tog et ark papir op og skabte med hurtige, sikre strøg den smukkeste tegning, som han rakte til kejseren. Kejseren så taknemligt på tegningen og blev dybt rørt over den skønhed, som kunstneren havde fanget. I et øjeblik blev alle de måneders studier af træet udkrystalliseret i et magisk øjeblik.“

Denne historie fanger smukt den ultimative skabelsesakt. Denne tilstand af “perfekt” inspiration og udførelse er ikke nødvendigvis bundet til den fysiske tid, der bruges på værket. I stedet er den en kulmination af tanke, observation og en næsten “overbevidst” forståelse af, hvad værket har brug for. I det øjeblik af inspiration kan et stort værk blive født på et øjeblik, hvilket gør tiden irrelevant.

Kunstnerens evne ligger i en sindstilstand, hvor kunsten flyder naturligt, ubesværet, som om det altid var meningen, at det skulle være sådan, men den er alligevel helt dugfrisk ny.