Fra Skygger til Blæk

af Mikkel Urup

Min rejse ind i kunsten begyndte egentlig allerede i barndommen, selvom jeg ikke var klar over det dengang. Når jeg skulle falde i søvn, kiggede jeg på skyggerne på mine vægge—kastet af planter, døren eller hvad der ellers var i rummet—og manipulerede dem mentalt. Jeg ændrede strukturen, justerede linjerne og formene, og skabte noget helt nyt i mit sind. Det blev en slags øvelse, der hjalp mig med at falde i søvn.

Spol frem til gymnasiet, her opdagede jeg, at jeg kunne trække på alle de år med mental træning. Stilen, jeg ubevidst havde udviklet, var pludselig der, klar til at blive udtrykt med blæk på papir. Det interessante er, at jeg aldrig bevidst udviklede denne stil—den opstod bare, næsten fuldt formet, fra de tidlige oplevelser.

Første gang jeg virkelig havde brug for at tegne noget, var da jeg havde en vision af en slange—noget, jeg følte en dyb forbindelse til, fra et tidligere liv. Det var så levende, og jeg måtte bare have det ned på papir. Den tegning blev mit første rigtige værk, født ud af nødvendighed. Det var fascinerende at se, hvordan denne vision blev til en fysisk form, og derfra indså jeg, at jeg havde en interessant stil, når jeg omsatte tanker til sort-hvide linjer. Processen føltes naturlig, og det har været tilfredsstillende lige siden.

Blækkens spor er endeligt. Det er som når regn falder og graver linjer i jorden—de linjer bliver dybere og mere naturlige over tid. For mig er det at færdiggøre en tegning instinktivt. Når jeg når det øjeblik, hvor det er færdigt, er det en meget personlig oplevelse af at jeg har løst gåden om, hvordan disse former kan opnå “perfekt” balance. Jeg starter ofte med et ret rodet oplæg, prøver at fange noget, og pludselig bliver formerne integrerede, vævet sammen. På et bestemt tidspunkt føler jeg, at hvis jeg tilføjer mere, vil det ødelægge balancen, og det er der, jeg ved, at tegningen er færdig.

Når jeg kigger på en person, ser jeg noget komplekst, som jeg derefter koger ned til noget simpelt. Det minder om, hvordan karikaturer fungerer, men i stedet for at overdrive for humorens skyld, destillerer jeg de vigtigste træk for at fange essensen og forstå formen. Fordi jeg faktisk ikke kan tegne på traditionel vis, resulterer min forenkling ofte i skæve former, hvilket tilføjer noget interessant. Mit publikum ser noget velkendt, men det ligner ikke helt en typisk repræsentation, og det er måske det, der gør, at det rammer. Min svaghed, min manglende evne til at tegne traditionelt, bliver opvejet af et stringent indre univers, hvor jeg søger min egen definition af det “fuldendte”, og måske er min svaghed derved blevet min styrke.

Jeg udforsker arketypiske mandlige og kvindelige figurer med fokus på styrke, kamp, dans og intense livsøjeblikke—samleje, vrede, tiltrækning, sult—ægte øjeblikke. Disse temaer fascinerer mig, især de æstetiske aspekter af bevægelse og balance. For eksempel bliver jeg inspireret af meget kurvede kvinder—muligvis mit svage punkt—kvindelige former, der næsten er umuligt dramatiske, og af øjeblikke i sport, hvor musklerne er spændte og klare til det perfekte angreb.

At fange disse øjeblikke i sort og hvid betyder, at jeg ikke kan stole på detaljerede muskelfibre, men jeg kan fokusere på balancepunkter. Jeg er interesseret i bevægelse og balance i disse figurer, og i at destillere deres former for at forstå, hvad der gør dem smukke eller kraftfulde. Det er en undersøgelse af, hvorfor visse former anses for maskuline eller feminine, og hvad deres iboende tiltrækning er.

Musik spiller en afgørende rolle i min kreative proces. Jeg vælger omhyggeligt playlister, der er spændende og medrivende, med rytmer der holder mig opmærksom og engageret. Musikken påvirker mit arbejde på måder, jeg måske ikke forventer, som en katalysator for kreativitet. Det er som folk, der bruger playlister til at holde sig motiverede i fitnesscentret—bortset fra at musikken i mit tilfælde skal være sofistikeret og uforudsigelig. Den skal holde mig på tæerne, mens den stadig føles logisk og tilfredsstillende. Denne balance hjælper mig med at forblive i den kreative strøm.

At udstille min kunst er måske en “sårbar oplevelse,” fordi det tydeligt afspejler min personlige smag—hvad enten det er æstetikken ved kampsport, erotikken mellem kønnene, eller min fascination af overdrevne kurvede former… Jeg er bevidst om, at mit arbejde ikke er særlig udpenslet—ikke engang Facebook vil censurere det (lad os se). Seeren skal færdiggøre det i sit eget sind… Nogle gange fortæller folk mig, hvad de oplever i min kunst, men jeg ved også, at folk måske er lidt private om deres indtryk. Der er måske en smule skam i at fordybe sig i æstetikken ved kamp eller intens erotik. Vi har alle vores privatliv i vores sind, og på en måde udgør andres sind en intens interesse for mig. Det er det ultimative mysterium og privilegium, og ved at skabe min kunst får jeg lov til at røre ved andre menneskers inderste, træde ind i deres tanker og bidrage til en oplevelse—det allerhelligste er publikums fantasi… Din fantasi…

Nogle gange fortæller folk mig, at de finder mit arbejde unikt, især professionelle som gallerister og andre kunstnere. Den slags feedback er opmuntrende, men jeg ved også, at folk måske er lidt private om, hvad min kunst vækker i dem. Der er måske en smule skam i at nyde scener med kamp eller intens erotik, så de udtrykker måske ikke alt, hvad de føler. Dog kan jeg ofte fornemme, at de får mere ud af det, end de giver udtryk for, og det er fint. Vi har alle vores privatliv i vores sind, og på en måde udgør andres sind en intens interesse for mig. Det er det ultimative mysterium, og ved at skabe min kunst får jeg lov til at røre ved andre menneskers sind, træde ind i deres tanker og bidrage til en oplevelse—det er et stort privilegium.

Et projekt, jeg planlægger, involverer at skabe portrætter af filosoffer og religiøse ledere, der har haft en betydelig indflydelse på mig. Jeg er nysgerrig efter at se, hvordan mit personlige forhold til disse figurer vil påvirke min kunstneriske proces. Tegning har altid hjulpet mig med at forstå ting bedre, så jeg er interesseret i at se, om jeg kan fange noget af, hvad jeg har oplevet fra disse personer i et portræt. Det er en måde for mig at udforske dybe eksistensielle koncepter gennem kunsten.

I sidste ende håber jeg, at min kunst engagerer folk, udfordrer dem, eller får dem til at se verden—eller sig selv—på en ny måde. Men frem for alt ønsker jeg at kommunikere. Jeg vil have, at folk ser på mit arbejde og ikke bare går forbi. Intet kunne være værre end, at nogen går gennem en udstilling af min kunst uden at lægge mærke til, hvad der er på væggene. Jeg vil vække folk, få dem til at føle noget—om det er skønhed, intensitet, eller noget helt andet. Det er det, der driver mig som kunstner.