Kunsten at bliver inspireret
- artikel af Mikkel Urup

Hvordan opstår inspiration?

Det at være inspireret er en produktiv tilstand for en kunstner. Som kunstner har jeg observeret nogle tilsyneladende lovmæssigheder omkring den ellers lidt flyvske muse's væsen.

Det følgende fremsættes ikke som et absolut postulat men mere som mine egne arbejdsnoter. Uden mad og drikke dur helten ikke. Uden inspiration dur kunstneren heller ikke. For at udvikle sig kunstnerisk er det essentielt at man inspireres. Dette gør følgende spørgsmål centrale: Hvad er musens væsen, hvor færdes hun, hvordan påkaldes hun og hvor er det helt sikkert at hun aldrig nogensinde vil dukke op?

Lad os først slå fast at man ikke bliver inspireret hvis man forholder sig uengageret/uinteresseret til de indtryk man får igennem livet. Man skal allerede under "fordøjelsen" af indtrykkene investere noget af sig selv, noget liv. Man skal opleve, føle, mærke... Man skal mentalt være til stede, det er ikke nok mekanisk som en computer at arkivere indtrykkene, man skal "rammes" af oplevelsen - Jo mere des bedre.

En helt dagligdags oplevelse kan være en fantastisk inspiration - men kun hvis man virkelig intenst oplever den. Omvendt kan en oplevelse af fuldstændig usædvanlig karakter være fuldstændig uinspirerende hvis den ikke "rammer" en. Maleren Paul Klee fortæller i et foredrag fra 1920 er lignelse hvor kunstneren er et træ der trækker kraft fra sine rødder til at skabe sin krone, rødderne er livets oplevelser og kronen er hans kunstneriske skabelse.

En næsten matematisk ligning synes at være gældende: Livskraft (ikke nødvendigvis ens egen) + indtryk = inspiration Denne inspiration kan så oplagres til senere eller udnyttes med det samme til frembringelsen af et levende udtryk.

Sagt lidt endnu mere kompakt: Liv + indtryk = Liv + udtryk.

Hvis man undlader "liv" i ligningen får vi blot en mekanisk spejlning af indtryk på linje med hvad et videokamera uden kameramand ville gøre. Når vi tilføjer et levende væsen som en kameramand der forholder sig til det vedkommende ser, får vi et levende udtryk bagefter at kigge på.

Denne lille "ligning" er mit redskab til at undgå at være uinspireret, for at undgå at få "malerarm". Det bliver nemlig betydeligt nemmere at se hvilke situationer der ikke er frugtbare. For en maler er det mest uinspirerende nok et hvidt lærred, for en forfatter ville det vel være et tomt stykke papir. Disse tilstande kan som kviksand drukne ens kunstneriske visioner. Undtagelsen er selvfølgelig at man i sit møde med "tomhed" lader tidligere indtryk udkrystalliseres. Man kan sige at tomheden godt kan fungere som en katalysator for at indtryk man har fået tidligere i sit liv svømmer op til overfladen af ens bevidsthed.

For det meste er tomheden det hul der ingen bund har.

Jeg kender en kunstmaler som tog fri for sit almindelige arbejde for rigtig at have god tid til at male. Til sin rædsel fandt han ud af at han nu pludselig var helt uinspireret og intet fik fra hånden, mit råd var at han hurtigst muligt skulle genoptage sit arbejde. Dette hjalp pudsigt nok.

Sanseindtryk er tilsyneladende modgiften mod en uinspireret sindsstemning. Mangen en kunstner sidder i et tomrum uden inspiration og forsøger at tvinge noget ud - Det er at sammenligne med at gå på toilettet uden grund. Man er bange for at gå i gang, bange for at lave en fejl, det skal nemlig være perfekt fra starten af. Jeg har selv døjet en del med dette: En dag fik jeg en af mine største kunstneriske erkendelser: Man skal aldrig være bange for et hvidt lærred, jo større respektløshed des bedre.

Det er en utrolig lettelse at opdage, at det at starte den kreative proces temmelig uinspireret, meget ofte kan sætte gang i inspirationen. Det at der pludselig er en stor grim klat maling på det store tomme hvide lærred kan sagtens opleves inspirerende. To store grimme uopfindsomme klatter er utrolig meget mere inspirerende end det tomme nøgne jomfruelige lærred. Før man ved af det, er man pludselig i fuld sving med den kreative proces. Man skal lige spille sig varm. Sceneskræk kureres nemlig ikke i kulissen, det kureres altid på scenen.

Rent filosofisk er det et spændende spørgsmål om det rent faktisk kan lade sig gøre at skabe noget uden nogen forudgående inspiration overhovedet. Jeg tror at svaret er ja, men jeg tror kun at det gælder for den første streg man placerer på lærredet. Den næste stregs placering vil være inspireret af den første stregs placering. Man kan altså have at inspirationskilderne holdes indenfor lærredets fire vægge. Dette er jo nok typisk for abstrakt kunst hvor man kan tilstræbe et udtryk der er helt uafhængigt af vores normale hverdag.

Den kreative proces

Når den kreative proces er gået i gang sker der en vekselvirkning mellem at sanse sin egen foreløbige kunstneriske frembringelse og fastholdelsen af ens oprindelige vision for værket. Disse to kræfter trækker ikke altid i samme retning, man kan nemt komme på vildspor, vildsporet kan dog sagtens være frugtbart. Pludselig befinder man sig helt udenfor de normale stier, vildnisset opsluger en, nye gevækster trives her, solens stråler brydes anderledes i trækronerne. Jeg oplever det som om at det ufærdige maleri bliver en enorm magnet det er umuligt at trække sig tilbage fra.

Jeg har lagt mærke til en mærkværdighed i den anledning. Man bliver ikke specielt træt under den kreative proces. Bagefter, når den kreative proces er "udbrændt" kan man godt pludselig opdage at kroppen ikke har fået søvn, hvile og føde i et døgn, men man mærker det ikke undervejs. Den mentale energi kan være så stor at kroppens fysiske energi tilsyneladende er uden betydning. Efter 9 timers kreativ proces i et stræk er jeg sædvanligvis lidt "tom" (man har fået det hele ud), men energi/humørmæssigt er alt helt i top. Efter 1-2 timer opdager jeg så typisk at kroppen er brændt helt ud. Så følger typisk nogen dage med at indsamle nye indtryk, ligesom en heks der samler urter til en magisk drik. Når der så er indsamlet nok "urter" er jeg klar til at brygge igen, og mens bryggen blandes, forhekses jeg af duften og et nyt kreativt forløb starter. Mental energi/livskraft og kroppens fysiske energi oplever jeg derfor i det daglige som to meget forskellige ting.

Hvor lang tid tager det forøvrigt at få en god idé? - Det kan gå afsindigt hurtigt. Det falder nogen mennesker for brystet at kunstmaleren - efter at han har fået sin idé - derefter kun bruger f.eks. en time til at male sin idé. Bagefter sælger han billedet for 10.000,-. Der er ikke noget at blive forarget over, måske er det den eneste idé han får på et helt år. Kvaliteten af kunst kan ikke måles i timeforbrug. Nogle af mine bedste malerier er lavet på kortere tid end jeg tør indrømme og et ganske middelmådigt billede malede jeg på i 7 år før at det var færdigt.

Det individuelle sprog

Det at være inspireret betyder forøvrigt ikke at det man laver er specielt godt! - Man kan sagtens have en fantastisk forståelse eller følelse i sit eget univers, som man ikke har en jordisk idé om hvordan man rent teknisk skal formidle til andre mennesker. Udtrykkets kvalitet bestemmes nemlig også af ens tekniske beherskelse af det for kunstarten valgte "sprog". "Sprog" skal her forstås i videste forstand som "mediet" for ens kommunikation/udtryk. Sproget kunne være det maleriske eller det musiske sprog som hovedgruppe, og mere specifikt ens eget individuelle kunstneriske sprog der dog kan opfattes og forstås af andre. Dette sprog kan være unikt for et enkelt værk eller være fælles for en række værker. I det sidste tilfælde vil andre kunne genkende kunstnerens "sprog" som kunstnerens stil, med andre ord: det der gør en Van Gogh til en Van Gogh.

Hvis man ikke har et kunstnerisk sprog eller nogle overordnede kunstneriske intentioner kan det være svært at finde ud af hvad man skal bruge alle disse sanseindtryk til. Komponisten Igor Stravinsky beskriver i 1946 hvordan den absolutte frihed til at bruge inspirationen til hvad som helst er en afgrund. Kun ved at påtvinge skabelsen rammer og begrænsninger kan man sikrer sig et bærbart kunstnerisk grundlag.

Det tager lidt tid at få udviklet sit eget sprog, sit eget kunstneriske univers. Der er visse love, prioriteter og holdninger i et sådant subjektivt univers. Nogle af disse love er vedvarende i kunstnerens private univers på samme måde som tyngdeloven er det i vores fælles univers. Andre love er mere flydende og søgende - måske lidt som moderne atomfysik der ustandselig ændrer sig henimod et mere klart defineret billede - måske for pludselig at ændres helt på grund af en ny indsigt i tingenes sammenhæng.

Inspirationens væsen

Det er interessant at man kan inspirere en anden person. Den person der bliver inspireret af en anden får faktisk tilført livskraft fra en anden person. Denne "vækkelse" synes jeg er den absolut mest forbløffende side af inspirationens væsen. Man kan puste liv ind i en person som er druknet i rutine og lever et liv uden at være særlig engageret. Denne person kan møde en anden person der formår at inspirere ham/hende til at bryde med sin "tomhed" og ændre sit liv i en mere spændende retning.

Spiritus betyder ånd på latin. Inspirere betyder at indånde eller indblæse ( - fra latin: in , ind + spirare, ånde/blæse ). Inspiration betyder indånding eller indblæsning, man kan selv blive inspireret og man kan inspirere en anden. Oprindeligt må liv være blevet defineret som evnen til at indånde og udånde. Det som ånder har liv. Jo mere inspireret desto mere levende. Jo mere mekanisk desto mere dødt. Hvad sker der når et parforhold dør? - Det holder op med at ånde. Levende er det som kan kommunikerer og dødt er det som ikke kan.

Hvordan undgår man den levende død ved at leve et uinspireret liv? Jeg tror det vigtigste er at der til stadighed skal investeres hjerteblod, der skal lægges sjæl i mens man sanser og oplever. Det der ofte er fejlen i forhold mellem mennesker , er at de har sat deres sansning af omverdenen på automatik, de har sågar også sat deres kommunikation på automatik. Hvor meget af det der bliver der sagt er virkelig ment, hvor meget er bare rutinemæssig udveksling af indøvede standard bemærkninger?

Prøv at se på en forelsket ungkarl, han er levende, han oplever virkelig den anden persons tilstedeværelse intenst. Jeg mener ikke at forelskelsen er en forudsætning for inspiration, men jeg mener bestemt at nysgerrighed, eller det at have evnen til at opleve ting absolut er en forudsætning for at inspirationen kan indfinde sig. Når tingene "hænger en ud af halsen" eller at man "ikke kan klare mere" har inspirationen specielt svært ved at indfinde sig. Og dog, hvis man pludselig svælger hen og oplever sine egne kvaler er vi på rette spor igen. Hvis du oplever og udlever det pinsomme kan det være inspirerende, hvis du lukker af for det, er det selvfølgelig ikke inspirerende.

Hele min pointe er at inspiration ikke er noget man sidder og venter på, den er der hele tiden, du skal bare turde indånde livet med volumeknappen skruet op for alle sanserne. Jeg tror alle mennesker kun udnytter en minimal del af deres kreative evner, deres evner til at skabe kunst såvel som deres tilværelse i det hele taget. Den store fejl er at sidde passivt og vente på at blive inspireret. Det er måske symptomatisk for vores fjernsyns-kultur. Man venter på at noget sker som man så kan reagere på. Der er sport i fjernsynet - man snakker så om sport, frosten bider i næsen - man skælder ud på vejrguderne. Det er en apatisk måde at gøre tingene på. Man skal ud og selv opsøge sine inspirationskilder, man skal drikke af dem, man skal bade i dem og man skal frem for alt rammes af dem.

Det der kendetegner kunstnere er lidt det samme som kendetegner opdagelsesrejsende: trangen til at opleve noget fantastisk og meningsfuldt, måske helt nye horisonter, måske helt nye verdener med andre naturlove. Hvor er disse oplevelser så henne, disse inspirationskilder? Det er som at kigge efter sandkorn på en strand. Problemet er ikke, at de ikke er der. Problemet er, at de er over det hele: Regnen der glider ned af efterårets blade, en skovsnegl der er blevet halveret af et cykelhjul, dit barns smil over bøffens kamp mod kartoflerne. Hvornår lagde du forresten sidste gang mærke til hvordan dit kontor egentlig ser ud? Hvad farve din kærestes øjne egentlig har? Hvordan et råddent blad dufter? Hvis du virkelig lagde mærke til hvordan dit kontor så ud, er det meget sandsynligt at du fik en idé til hvordan det skulle nyindrettes, ikke sandt?

De spændende oplevelser venter ikke specielt i feriebyerne, de er over det hele. Efter at du har taget en dyb dyb indånding følger en udånding. Lad være med at holde på vejret bare fordi du er bange for at have f.eks. dårlig ånde. Lad det flyde ud og lad andre indånde din udånding. Bliv derefter ved med at trække vejret dybt og inderligt.

Mikkel Urup

Copyright © 2004 ved Mikkel Urup. Alle rettigheer forbeholdt.


Copyright © 2012 ved Mikkel Urup. Alle rettigheder forbeholdt.